PÅ SØNDAG

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.

Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:
»Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Lukasevangeliet 2,25-40

Troens øjne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to anledninger til, at Maria og Josef her 40 dage efter Jesu fødsel er kommet op til templet. (Luk. 2,22-24). For det første var Maria ifølge loven uren i 40 dage efter fødslen. (3. Mos. 12,1-4). Herefter skulle hun renses ved et rituelt bad og bringe et offer til himlens Gud som tak for sin renselse. For det andet havde hun født en søn, og loven foreskrev, at alle førstefødte drengebørn tilhørte Gud. Barnet skulle derfor frikøbes med et offer. (2. Mos. 13,1-16). Denne situation må således ikke forveksles med Jesu omskærelse på 8. dagen. (Luk. 2,21).

Troen

Det univers, der her udspiller sig, er nok fremmed for alle os såkaldte moderne mennesker. Josef og Maria er kommet op til templet for at ofre efter Moselovens bestemmelse. Og ved den lejlighed møder de på tempelpladsen de to gamle mennesker Simeon og Anna. Simeon tager barnet op og lovpriser Gud:

‘Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.’

Der står, at Maria og Josef undrede sig over de ord. Og der er da også grund til at undre sig.
‘… mine øjne har set din frelse’, siger den gamle mand.
Er der noget, vi gerne vil, så er det at se. Men vores problem er, at vi kun kan høre. Vi har lige fejret jul, og vi har igen hørt om den frelser, der blev født. Vi har hørt, men ikke set. Men Simeon siger altså: ‘… mine øjne har set din frelse.’ Havde han så bare sagt: ‘Mine øjne ser frem til’. Men det gør han ikke. Vi andre må i hvert fald konstatere, at vi ikke ser, men må nøjes med at høre. Vi ser kun forsigtige nybagte forældre, der står der iblandt de mange mennesker, der færdes på tempelpladsen. Der er ingen jubelsang af engle. Og der står overhovedet ikke skrevet ‘Guds søn’ på barnets pande. Hundredvis af andre så det samme. Men det var kun Simeon, der tog barnet i sine arme og lovpriste Gud. Den gamle mand, så, hvad ingen andre så.

Derefter skal vi videre til Simeons næste ord. ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges- …’ Nogle øjne ser ham nemlig, mens andre overser ham. Ikke bare i dag, men sådan har det altid været. Han er et tegn, som modsiges. Et modsigelsens tegn. Hvor han kom frem, var der tusindvis af jøder, der så ham, men kun nogle få, der fulgte ham. De fleste, der så ham, overså ham. Selv når han lod folk se de tegn, han gjorde, var det tegn, der vakte modsigelse. Da han fx. bespiste de 5000 i ørkenen, var der nogle, der sagde:’ Han er sandelig profeten.’ (Joh. 6,14). Men der står også: ‘Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.’ (Joh. 6,66). Sådan blev han et modsigelsens tegn. De så Jesus, en mand fra Nazaret, men de så ikke Guds søn. Selv da han hang på korset, var det som et modsigelsens tegn. Der var nogle, der græd over det, de så, mens andre spottede ham. For en korsfæstet mand kunne enhver se, men at det var Guds korsfæstede søn, som bar alle vore synder, kunne intet øje se.

Intet øje? Ja lige undtage et øje. Troens øje. Det øje må vi have med i dag, hvis vi skal se noget overhovedet. Der står om Simeon, at ‘Helligånden var over ham’, og at han kom til templet ‘tilskyndet af Ånden.’ Her finder vi hemmeligheden i at se, nemlig Helligånden. Vi som ved egen kraft vil overse alt, om vi så stod klods op af krybben og Golgatas kors, os giver Gud Helligånd de troens øjne, der ser Guds frelse.

Så lad da også os bede: ‘Kom Guds Helligånd og giv mig de troens øjne, der ser, hvad nethinden er blind for. Lad mig se min frelser i Betlehems krybbe og på Golgatas kors.’ Når du beder den bøn, får du til svar, at det vil han hjertens gerne. Altså give dig troens øje. Og det sker faktisk ved at høre. Høre budskabet om ham, som for min skyld blev fattig, da han var rig. Det hele begynder med at høre. Sig derfor ikke mismodigt, at du intet har set, men desværre kun hørt. For bare du hører, er du godt på vej til at kunne se. At se Guds søn i barnet, begynder altså med at høre, høre om ham.

Udfordringen

Har du set Guds frelse i barnet i Simeons arme? Eller forarges du over barnet?

Jesus sagde:
»Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret.

Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.

For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Matthæusevangeliet 23,34-39

Lad Golgatamønstret gælde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Sankt Stefans dag afbryder for en kort stund fejringen af Jesu fødsel. Jeg har mødt flere, som absolut ikke kom i kirke anden juledag. De ville ikke have deres julefejring forstyrret af den blodige beretning om den kristne kirkes første martyr. Placeringen af Sankt Stefans dag midt i julefejringen kan ganske vist virke overraskende for os i dag, men dagen blev markeret i kirkeåret tidligt i kirkens historie, før kristmessen, juledag, fik sin plads i kirkeåret. Alligevel giver det god mening at minde os om martyriet i juletiden: En martyr er et menneske, som står ved sin tro og aflægger regnskab for sin tro på det lille barn i krybben, som selv blev den fornemmeste martyr.

Troen

Den liturgiske farve er rød. Den røde farve er Åndens farve og markerer kirkefest. Nu kan man nok spørge, hvad der er at feste for på en dag, hvor vi mindes en mand, der blev slået ihjel, fordi han troede på Jesusbarnet. Det, vi fejrer, er da heller ikke Stefanus’ død. Vi fejrer, at han var et menneske, som berettede om Jesus, og at han holdt fast ved denne tro på Jesus. Han var et menneske, som stod op for barnet i krybben og vidnede om ham, også når det kostede at tro. Han gjorde det samme som englene på markerne uden for Betlehem julenat. Han pegede på Jesus som frelserkongen Messias. For Stefanus og alle andre martyrer var troen på Jesus Kristus så stor og værdifuld, at de ikke kunne slippe denne tro, men stædigt holdt fast i den. Det har været kostbart for Jesus og kirken at bringe evangeliet til verden. For Jesus kostede det livet på et kors. Og for utallige mennesker har det også kostet livet. Men netop deres død er et vidnesbyrd for os. Et vidnesbyrd om at Jesu rige er et evigt rige. De gav deres liv, men lever nu hos Gud. Så lad os være vidner og samtidig bede for dem af vore søstre og brødre, som stadig betaler med den højeste pris for at vidne.

Da Maria og Josef kom til templet på ottende dagen efter fødslen, mødte de den gamle Simeon, der profetisk udbrød: ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges …’ (Luk. 2,34). Her finder vi forbindelsen mellem første og anden juledag. Allerede i selve julefortællingen finder vi kimen til modsigelse. Der var ikke plads til dem i herberget. Der var ikke plads til ham.

Der er en dyb sammenhæng mellem krybbe og kors i Jesu liv. Og det samme gælder vores liv som troende efterfølger af Jesus. ‘En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre’, siger Jesus. (Matt. 10,24-25). Der er altså et mønster, et Golgata-mønster, i en kristens liv. Jesu ord om at blive pint, slået ihjel og korsfæstet, pisket og forfulgt for hans skyld har fået sin opfyldelse utallige gange. Stefanus var en af de første, og utallige er fulgt efter. Mange siger, at det 20. århundrede har været det største martyrårhundrede nogen sinde. Man regner med 150.000 martyrer (Åbne Døres tal) for den kristne tros skyld hvert år i disse år. Rundt regnet 40% af alle kristne lever under restriktioner i udøvelsen af deres tro.

At være vidne hedder martyrios på græsk. At være et Kristus-vidne er ganske enkelt at udsætte sig selv for at blive martyr. Måske ikke martyr med livet som indsats. Men mindre kan være slemt nok. Måske har du levet med et ben i hver lejr. Du går i kirke, men tør ikke stå ved det om mandagen, nå andre frisk og frejdigt fortæller om weekendens våde oplevelser. Du tier stille og dukker hovedet for ikke at blive grinet af. Men som en Jesu discipel er du kaldet til at vidne, være martyr, også i de helt hverdagsagtige situationer.

Det er så let at sidde og skrive sådanne kristelige overvejelser som disse her, hvor jeg gør mig til herre over andres tro og liv. Det skal vi ikke. Men vi skal hver især gøre op med os selv, om vi vil lade Golgatamønstret gælde i vores egne liv.

Udfordringen

Er du villig til at stå ved din tro på Kristus, og lade det koste, hvad det koste vil? Hvor meget må din tro på Jesus koste dig? Din ære, din formue, dine relationer til din familie, din magelighed, dine rettigheder, dine privilegier, dit liv? Eller dukker du hovedet og tænker, at mindre vel også kan gøre det?

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:
»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Lukasevangeliet 2,1-14

Som Faderen så også Sønnen

Af Mogens G. Jensen

Tanken

I rammen af højst verdslige begivenheder (kejserens befaling om en folketælling) føder Maria sit barn. Himmelske budbringere proklamerer dette som en skelsættende endetids-begivenhed: frelserkongen er født til glæde for hele folket. Efter profetien fødes Messias i Davids-slægtens by, Betlehem. Nyheden modtages af hyrder. Den gode nyhed skaber lovprisning til Gud, som gennem alt dette har vist sig som historiens suveræne majestæt. Igennem alt dette er tekstens formål at forkynde frelserkongens fødsel som et historisk og jordnært faktum.

Troen

Jeg har selv været der, altså i stalden. Endda to gange. Begge gang husker jeg den store kirke inde i Betlehem, som kaldes fødselskirken. Denne kirke er bygget over klippehulen, som efter ældgammel tradition er anset for at være den stald, Jesus blev født i. Lige uden for Betlehem findes der mange andre klippehuler, som gennem århundreder har været brugt som stald for dyrene, og som et lunt opholdssted for hyrder i den kolde årstid, som kan være ganske kold deroppe i højderne, hvor Betlehem ligger. Det var ganske normalt at indlogere mennesker på gennemrejse i sådanne huler.

Inde i den store og gamle Fødselskirke har man altså denne klippehule bevaret med krybben, dvs. fodertruget til dyrene. Det var i sådan et fodertrug, Jesusbarnet blev svøbt og lagt. Det var såmænd ikke andet end en fordybning i klippen. Der blev Jesus lagt. Fattigt og ikke særlig rent, men alligevel varmt. For mange er det en skuffelse at besøge fødselskirken. Der er så meget, der tager ens opmærksomhed, så det er vanskeligt at forestille sig julenat i disse omgivelser. For klippehulen er overplastret med alverdens ting: kors, billeder, guld og sølvting, smukke gamle beklædningsgenstande, den tunge duft af røgelse, en masse mennesker og blitzlys fra mobiltelefoner, der foreviger dette hellige sted. Man prøver at se Josef og Maria med barnet og hyrder, der flokkes omkring den lille familie. Det er svært ikke at lade sig distrahere.

Men egentlig er dette et godt billede på vores julefejring: Glimmer, stads, penge og stress. En uendelig afstand fra den første jul til vores mere og mere overlæssede julefejring, der begynder i midt oktober og varer lige indtil den 28. december, hvor der skal gøres plads til nytårsfejring og udsalgsfest. Kontrasten er til at få øje på. Kontrasten mellem den første julenat med et uønsket barn, der af de fleste ansås som uægte, kommer til verden i fattige omgivelser. Et barn svøbes, dvs. pakkes ind i et varmt tæppe, for at skabe et trangt og trygt rum for barnet, ligesom da det lå inde i sin mors mave.

Hvad så Maria og Josef i det lille rynkede barn, der lå og sugede mælk ved sin mors bryst? Hvad så de i ham? Og hvad så hyrderne, der samledes om barnet i fodertruget? Ja, hvad ser mennesker i Jesusskikkelsen i dag? Ser vi mere end det hjælpeløse barn? Kan vi fornemme himmelens udsending i ham? Kan vi, ane barnets guddommelige væsen i ham? Når et drengebarn fødes udbryder vi ofte: ‘Se, hvor han ligner sin far. Det er næsten som at se faren, da han var lille.’ Profeten Esajas står her ved krybben med 700 års afstand og siger om Jesus: ‘Se, hvor han ligner sin far.’ Som Gud er, sådan er Jesus. Han er ‘Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds fyrste.’ (Es. 9,5) Med Jesus er Gud kommet til verden til os mennesker. Vores virkelige konge og herre er kommet for at styrte Djævelen fra tronen og genetablere sit herredømme på jord blandt mennesker.

I dag fejrer vi Jesu fødselsdag. Hans fødselsdag er i særlig grad forbundet med glæde, fordi han er meget mere end det lille barn, der ligger i krybben. Han er meget mere, han er noget særligt, og hans fødselsdag indvarsler et fremtidigt rige med evig fred og retfærdighed. I det rige drives dødens skygge bort af Jesu lys. I Jesu rige gøres der en ende på menneskers slaveri under syndens herredømme. I det rige er Jesus på tronen, og ingen får lov til at rive noget menneske ud af hans hånd. Det rige er kendetegnet ved fred og retfærdighed, og det varer evigt.

Udfordringen

Har du fået øje på himlens kongesøn i det lille barn?

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham:
»Hvem er du?«

Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte:
»Jeg er ikke Kristus.«

»Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?«

»Det er jeg ikke,« svarede han.

»Er du Profeten?«

»Nej,« svarede han.

Så sagde de til ham:
»Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«

Han svarede:
»Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham:
»Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«

Johannes svarede dem:
»Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«

Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Johannesevangeliet 1,19-28

Juleforberedelse

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi møder Johannes Døberen for anden søndag i træk. Denne gang er før hans fængsling, som vi hørte om sidste søndag. Nogle jøder, nærmere bestemt nogle farisæere, har sendt bud til Johannes for at spørge ham om, om han er den, som kommer, eller de skal forvente en anden person? Som svar på farisæernes spørgsmål aflægger Johannes et dobbelt vidnesbyrd: om sig selv, at han ikke er noget særligt, men blot en, der baner vej. Og så aflægger han et klart vidnesbyrd om, hvem Jesus er. I versene her kun indirekte, men i vers 29, lige efter vores tekstafsnit, vidner han klart om, hvem Jesus er, nemlig Guds lam:
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. (Joh. 1,29)

Troen

Det var en fornem delegation, der blev sendt fra Jerusalem til Johannes Døber ved Jordanfloden den dag. Man havde lagt mærke til ham på højeste sted og fået store tanker om ham. Derfor spørger de ham nu, hvem han er, underforstået:
‘Du er vel ikke den Messias, vi venter på?’

Ganske smigrende, ikke sandt? Messias, den som Israels folk havde ventet på med længsel i tusind år. Måske har Johannes mærket fristelsen til at gribe chancen og få succes og blive til noget. Det står der ikke noget om, men det ville da være meget menneskeligt, hvis tanken havde strejfet ham. Men nu står der bare, at ’da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ‘Jeg er ikke Kristus’, altså Messias.

Javel, Messias var han ikke, men hvem var han så? Måske noget andet stort. Er du så Elias? spurgte de. Umiddelbart et mærkeligt spørgsmål, for Elias var jo for længst død og faret til himmels i en ildvogn. Den sidste af profeterne i Det gamle Testamente, Malakias, havde profeteret om dommedag, hvordan der kom ild fra Himlen. Han havde profeteret:
‘Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.’ (Mal. 3,23).
Meget i Johannes’ forkyndelse kunne passe godt på denne nye Elias. Men Johannes svarer stadig nej. Han er ikke Elias. Ingen skal tænke så stort om ham.

Delegationen er tydeligvis skuffet. Johannes er ikke Messias, og han er heller ikke Elias. Hvem er han så? Er han mon profeten? Hermed mente de Moses. Han havde nemlig sagt:
‘Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig opstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.’ (5. Mos. 18,15).
Derfor ventede jøderne en ny Moses. De vil altså have Johannes gjort til noget stort. Men Johannes nægter stadig at være noget særligt.

Johannes nægter at være noget. Hvis han er noget, er han ikke andet end en røst i ørkenen, der skaber en farbar vej for ham, som skal komme efter Johannes. Det er det højeste, Johannes kan svinge sig op til. Han er bare en, som råber Messias’ komme ud, en højtaler, en rekvisit, som er taget i brug i anledning af Herrens komme. Skal vi sammenfatte Johannes’ ord her, så siger han:
‘Jeg er ingenting, men han, som kommer efter mig, er alt.’
I parentes bemærket, så nægter Johannes ikke sin værdi som menneske, men kun fordi han sammenligner sig med Jesus, må han sige sådan.

Vi kan lære af Johannes. Det er en fare for enhver kristen leder, sanger, præst, forkynder og så videre, at han glemmer, hvem han selv er, og hvad hans opgave er. I stedet for at vise hen til ham, som er frelseren, begynder man at sole sig i en del af den ære, som kun tilkommer Jesus.

‘Midt iblandt jer står en, som I ikke kender…’

Det er grunden til, at vi har brug for en Johannes. Vi kan spørge os selv, om Johannes’ mission så er lykkedes? Er Jesus så blevet kendt? Vi må i hvert fald sige, at der er mange som fejrer Jesu fødselsdag. Intet andet menneskes fødselsdag er genstand for så megen opmærksomhed som hans.

Jeg tror dog, at Johannes stadig har noget at bidrage med. For nok fejrer vi jul, men hjælper vores julefejring os til at forstå ham bedre? Får vi et dybere og mere personligt kendskab til Jesus?

‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’ (Joh. 17,3)

Udfordringen

Fører den måde, du fejrer jul på, til, at du kommer tættere på Jesus?

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham:
»Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«

Jesus svarede dem:
»Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes:
»Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹«

Matthæusevangeliet 11,2-10

Nødskrig fra et fangehul

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Johannes Døber er kommet i tvivl, kommet i tvivl om, hvorvidt Jesus nu også er den kommende Messias, og han sender derfor Jesus et nødråb fra sit fangehul. Det fangehul er han havnet i, fordi han havde revset Herodes for at ville tage sin bror Filips hustru Herodias til ægte. Midt i denne håbløse situation, som Johannes befandt sig i, sender han så bud til Jesus via sine disciple for at spørge, om han nu også er den, han hævder at være, nemlig den Messias, Johannes så frimodigt havde forkyndt om. Nu sad han selv i fængsel. Det svarede ikke til forventningen om, at Messias skulle gøre ende på al politisk undertrykkelse. Måske var Jesus alligevel ikke den kommende Messias…?

Troen

Evangeliet i dag er et nødskrig fra et fangehul. Johannes er kommet i tvivl: Er Jesus nu også værd at satse på? Kan I høre det? Johannes er helt moderne. Han kan ikke få tingene til at gå op: På den ene side troen på Guds søn og på den anden side verdens lidelse og min egen nød og elendighed.

Johannes er blevet en tvivler. En agnostiker. Ordet tvivler betyder at være delt i to, og Johannes’ mange små og store søskende, der er delt i to: mennesker, som gerne vil tro på Jesus, vores Herre, men som på den anden side ikke kan tro på ham, for han er jo ikke herre over alt, så vidt vi kan se med de øjne, vi har. Han kunne godt tage og vise sin magt ved at gøre noget ved alt det onde, vi ser ske i verden. Hvorfor sætter han ikke hårdt imod hårdt? Hvorfor gør han ikke noget? Ja, hvorfor kom han ikke selv og besøgte sin fætter i fængslet? Hvorfor sendte han en besøgsven i stedet for selv at komme? Var det ikke netop nu, Johannes trængte til Jesu nærvær? Det var Johannes’ problem, og det er nok også vor tids største religiøse problem.

Johannes gjorde det helt rigtige: Han henvendte sig til den Jesus, han var kommet til at tvivle på. I stedet for at rode rundt i sit eget indre kaos rakte han ud imod ham. Han var kommet i tvivl om, hvorvidt han nu også var værd at satse på. Måske sidder du også og er skuffet over Gud. Troen på ham lever ikke op til de mange løfter, han har givet, synes du. Han har jo sagt, at hvis vi tror på ham og beder til ham, så vil vi få vore bønner opfyldt. Men hvor er alle de gyldne løfter blevet af? Johannes har sikkert følt sig skuffet over, at Jesus ikke brugte sin magt på at få ham løsladt igen, så han kunne genoptage sin frugtbare forkyndelse. Hvordan kunne Jesus undvære så vigtig en medspiller som Johannes?

Hvis ikke Johannes var forarget på Jesus, da han sendte bud til ham, skulle man tro, at han i hvert fald blev det over det svar, Jesus gav Johannes’ disciple. Han sidder i fængsel med en mulig dødsdom hængende over sig. Og ind i den situation skal Johannes’ disciple fortælle deres læremester, at der er syge, der bliver helbredt, døde, der står op og fattige, som hører evangeliet. Demonstrerer Jesus ikke her total mangel på empati og forståelse for Johannes’ situation?

Nej, det er ikke mangel på empati, der ligger i Jesu henvisning til dem, han hjalp. Jesus vil også hjælpe os til sin tid og på sin måde. Mange af os vil opleve hans konkrete hjælp til livet, når vi kommer til ham. Og en dag vil alle, som kommer til ham opleve, at han hjælper os ind i Guds evige rige. Og når vi ikke mærker, at han bruger al sin magt på at hjælpe os nu, har vi endnu mere brug for at høre, at han kan hjælpe os.

Johannes Døber er egentlig en spøjs fyr her midt i hyggen omkring julekalender, adventskrans og pebernødder. Det er, som om han spolerer den hyggelige stemning. Er han ikke malplaceret her i advent? Der er ingen, der passer bedre i advent end Johannes. Han er mere end en profet. Han er en Guds engel, dvs. han er sendt fra Gud for at åbne os for selve frelseren, Messias. Han var den sidste i rækken af profeter i Det gamle Testamente, som havde forudsagt Jesu komme.

Alligevel kom Johannes i tvivl om sin egen forkyndelse. Den største blandt kvindefødte er ikke fri for tvivl og anfægtelse. Johannes lærer os at gå til ham, vi tvivler på, og spørge:
‘Er du den, som kommer?’

Nøglen til at lukke os ud af tvivlens fængsel er stadig profetierne om den Jesus Messias, der var blevet lovet i Det gamle Testamente, og som Johannes’ disciple kunne berette om gik lyslevende omkring og gjorde store underværker. Lige netop nu i dette øjeblik. Jesu hjælp til Johannes består i, at han sender et andet menneske til den fortvivlede Johannes. Sådan må vi også råbe fra vores tvivls fangehul, og så se Jesu hjælp i de andre mennesker, han sender til os, når nøden er størst.

Udfordringen

Sender du bud til den Jesus og Gud, du kan komme i tvivl om findes? Eller lader du hænderne synke og lader dig trække endnu længere ned i fortvivlelse?

Jesus sagde:
»Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«

Og han fortalte dem en lignelse:
»Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Lukasevangeliet 21,25-36

Glem ikke, at Kristus kommer igen

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Advent betyder som bekendt komme, og adventstiden sammenfatter alt, hvad der kan siges om Jesu Kristi komme. Den viser os, at det er den samme Herre Jesus Kristus, der kom til verden som et hjælpeløst barn, og som kommer til os på sin uanseelige måde i sit ord, i dåben, og i nadveren, og som skal komme på den store dag og med megen herlighed og sætte alle ting på plads. Det er den samme herre, som var, og som er, og som kommer. Der skal opstå ragnarok i de sidste tider. Men som Jesu Kristi menighed skal vi rejse vores hoveder, for vi ved, at dermed nærmer vores forløsning sig.

Troen

For efterhånden en del år siden blev biskop Steen Skovsgaard spurgt, om han kunne se nogen forbindelse mellem klimakrise og Jesu genkomst. Hertil svarede biskoppen, at det ikke kunne afvises. Og så brød uvejret ellers løs. Langt ind i kirkens lederskab blev der rystet på hovedet over sådan en primitiv og bogstavelig forståelse af biblens ord. Tænk sig, at en biskop kunne have så konkrete forestillinger om dommedag og Jesu genkomst. Men biskop Skovsgaard gav ikke udtryk for andet end det, den kristne menighed altid har troet. Jesus kommer virkelig igen. Derfor holder vi fast i håbet og ranker ryggen.

Der er en afgørende forskel på Jesu første og andet komme. Da han kom første gang, blev det holdt hemmeligt for de fleste. Kun et fåtal i den verden, han var kommet for at frelse, registrerede hans fødsel. Kun nogle få hyrder og tre vismænd fandt ud af, at verdens konge var kommet. Når han derimod kommer anden gang, vil ingen være i tvivl. Alle skal nemlig stå foran Menneskesønnen og bøje knæ for ham. Da Jesus kom første gang, var det i magtesløshed og fattigdom, fordi han kom som tjeneren, der skulle bære vore synder. Når han kommer anden gang vil det være i magt og megen herlighed, fordi han vil komme som dommeren over levende og døde.

Der er også ligheder mellem Jesu første og andet komme. Ligesom Gud blev født til verden gennem Marias fødselsveer, sådan skal verden også fødes til Gud gennem fødselsveer. Disse fødselsveer er tegnene i sol og måne og stjerner, havets brusen og brænding og himlens kræfter, der skal rystes. Men først og fremmest er det Jesu person, der binder begivenhederne sammen. Hans opgave er en anden, når han kommer igen, men han er den samme. Derfor behøver vi ikke frygte Jesu genkomst. Vi kender Jesus og ved, at han kommer for at frelse. Vores dommer er virkelig vores frelser.

‘Jeg er optimist. Jeg tror på jordens undergang.’

Sådan har den kristne forfatter Poul Hoffmann formuleret det. En lidt spøjs måde at sige det, som Jesus udtrykker med ordene:

‘Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.’

Vi taler i disse år om klimaoptimister og klimapessimister. Begge grupper er optaget af, hvordan den globale udvikling arter sig. En kristen er optimist, hvordan det så end forholder sig med de mørke skyer, der truer med stigende vandstande og hedebølger. Vi er stadig optimister, selv om vi tror på jordens undergang. Midt i alle klimakriser og ragnarok tør vi løfte vores hoveder, når katastrofen nærmer sig. Vi vover nemlig at tolke alle disse ting, der sker med naturen, som tegn på, at Jesus kommer tilbage.

Vores opgave er at holde os vågne og være parate til Jesu genkomst. Jesus advarer os imod at leve i druk og svir. Det er en kommentar, der nok er relevant i lyset af vores kulturs fejring af J-dag. Det er ikke den måde, vi skal leve vores liv på. En anden fare er, at lade dagliglivets bekymringer fylde hele vores dagsorden. Er det bekymringer, der sætter dagsordenen i dit liv, så risikerer du at komme til at bekymre dig så meget om de små ting, at du helt glemmer de store ting, som er Jesu Kristi genkomst. Derfor lad os ikke lulle os i søvn over dagliglivets trummerum, så vi glemmer at være parate, når Jesus melder sin ankomst.

Sig ikke, at verden er håbløs, og at intet nytter. Det passer ikke, for Herren kommer og gør alting nyt. Når det står fast, giver det god mening at investere sine evner og kræfter i at forbedre forholdet mellem mig og min næste, forbedre forholdene i samfundet og blandt de svageste. For det er altid meningsfyldt at arbejde på de små løsninger, delløsningerne. Men vi ved også som kristne, at det kun er lappeløsninger, og at Kristus kommer igen og har de store løsninger med sig.

Udfordringen

Kan du holde dig vågen med det liv, du lever lige nu?

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:
»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9

Han kom

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Et nyt kirkeår begynder, og vi fejrer kirkens nytår. Ikke med bulder og brag som ved kalenderårets nytårsfejring. Kirkeårets nytårsfejring er helt anderledes afdæmpet. Der er noget undseligt over den sagtmodige æselrytter på vej ind i Jerusalem. Vi forestiller os, at det var en tusindtallig skare, der hyldede Jesus den dag:

‘Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!’

I øvrigt et råb, der også lyder ved hver nadverfejring i kirkens gudstjeneste. Denne hyldest kan se ud af meget lidt. Men tag ikke fejl; det er Messias, kongen, der kommer. Beretningen om Jesu indtog i Jerusalem hører vi to gange i løbet af kirkeåret: 1. søndag i advent og palmesøndag. Rent kronologisk hører denne tekst til palmesøndag. Men indholdsmæssigt passer den lige så godt til den første søndag i advent, fordi den proklamerer kongens komme til sit folk.

Troen

Profetierne fra Det gamle Testamente står ligefrem i kø som baggrund for Jesu indtog i Jerusalem. Bl.a. hentyder Jesus til profeten Zakarias med ordene:

‘Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.’ (Zak. 9,9)

Vi kan godt undre os over, at kongen ridder på et æsel. Det gjorde konger ellers kun i fredstid. Man kan også undre sig over, at denne konge er sagtmodig og ydmyg. Sådan var de konger ellers ikke, folk kendte til dengang. Burde han ikke snarere være kommet på en hvid stridshingst med et sværd i hånden? Denne konge kommer undseeligt ridende på et æsel. Hvorfor mon Jesus underspiller sin rolle?

Verden har set fredskæmpere siden. Tænk blot på Martin Luther King, Ghandi, Nelson Mandela. Den slags frihedskæmpere møder ikke magthaverne med magt, men med fred og ikke-vold. Deres succes som fredsvindere afhænger af en ting, nemlig: deres tilhøreres modtagelse. Luther King, Ghandi og Mandela vandt flere tilhørere af den fred, de kæmpede for ved deres fængsling og død, end ved deres liv og virke. Sådan er det også med Jesus. Skal han vinde freden, må han vinde os for freden. Han demonstrerede sandhedens triumf over løgnen, kærlighedens triumf over hadet ved sit sagtmodige indtog i Jerusalem. Byder vi ham velkommen? Tager vi imod ham?

Jesu indtog i Jerusalem illustrerer et frelseshistorisk vendepunkt. Djævelen har uretmæssigt tilranet sig magt over den verden, Gud har skabt. Men nu kommer den retmæssige ejer tilbage for at tage det i besiddelse, som tilhører ham. Han er den retmæssige ejer. Herren kommer til sit folk.

‘… Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk …’ (Sl. 100,3)

Du og jeg, vi er hans. På trods af, at vi tilhører ham, kommer kongen ikke med magt og gør krav på os. Nej, han kommer sagtmodig og ydmyg. På et æsel. Han kom ikke som Menneskesønnen en dag vil komme på himmelens skyer med magt og herlighed. Han kom som den unge kvindes søn, født i fattigdom. Hvorfor? Fordi han ikke kunne vinde vores kærlighed med magt.

Skarerne tog deres kapper af og lagde dem på vejen. For en orientaler er det et stærkt billede på underkastelse. Jesus er himlens og jordens herre og konge. Han kommer i svaghed som et barn af fattige forældre. Det gør han for at give os chancen for frivilligt at underkaste os og anerkende ham som vores herre og konge, lægge vore kapper ned for ham. Dernæst hylder skarerne Jesus med tilråbet:

‘Hosianna.’, som betyder ‘Herre, frels dog.’

Med dette tilråb anerkender de Jesus som Guds Messias. Jesus kommer i ‘Herrens navn’, dvs. på Herrens vegne. Han kommer med den velsignelse, Gud havde lovet Abraham at bringe verden gennem en af hans efterkommere:

‘I dig skal alle jordens slægter velsignes.’ (1. Mos. 12,3)

På den måde lærer skaren os at fejre Jesu fødselsdag. Den gode fejring indeholder en tak til Jesus for den frelse og velsignelse, som han kommer med på Herrens vegne. Og den gode fejring indeholder ligeledes en underkastelse af Jesus med fornyet villighed til at tjene ham.

På denne første søndag i advent bliver vi mindet om denne side ved julen: Kongen, universets Herre og Gud, den Evige, kraften fra det høje. Ham, som tilbedes fra evige tider, kom sagtmodigt, unseligt, som et uønsket barn, født i en stald. Og senere, palmesøndag, da han kom til Jerusalem for at gøre sin Messias-gerning, kom han som en æselkonge, der trak æselkortet og beholdt det.

Udfordringen

Har du set kongen i den fattige æselrytter, og har du lagt din kappe ned på vejen for ham?

På den tid tog Jesus til orde og sagde:
»Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matthæusevangeliet 11,25-30

Tag mit åg på jer og lær af mig

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Når Jesus her lovpriser de umyndige i modsætning til de vise og forstandige, tænker han hverken på børn eller umyndiggjorte voksne, men på helt almindelige mennesker, som uanset intellektuel udrustning tager imod Guds åbenbaring i Jesus. De umyndige er de fattige i ånden, dem der bliver som børn. Der er nogle, der mener, at man helst skal være dum for at være troende – eller at det i hvert fald hjælper. Det er selvfølgelig noget sludder. Jesu kritik af de forstandige går på, at de er kloge i egne tanker, og det kan mindre kloge også være.

Jesus viser her sin messianske bevidsthed ved at hævde, at han er den, som Gud har overladt alt til, og at ingen kender Sønnen udtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen. Det, som Gud har skjult for de selvkloge, men som han viser de umyndige, er selve åbenbaringen af Jesus som Guds søn.

Troen

Den indiske evangelist, Sadhu Sundar Singh, der voksede op i Sikh-religionen og blev kristen og døbt som 16-årig, blev engang spurgt: ‘Hvad har du fundet i kristendommen, som du ikke finder i din barndoms religion?’ Han svarede: ‘Kristus.’ ‘Jamen hvilke tanker, hvilke lærdomme har du fundet, som ikke findes i indisk religion.’ ‘Jeg har fundet Kristus’, svarede han, ‘det er ham, der er forskellen.’

Baggrunden for de her ord af Jesus er, at beboerne i Korazin, Betsaida og Kapernaum har forkastet Jesus. De kunne ikke se, at han var noget særligt. Og så er det, at Jesus siger: ‘Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.’ Prøv at tænke den tanke, at der over kristendommen stod skrevet: ‘Kun for dem, der kan tænke, kun for vidende og kloge, kun for dem, der mener, at de har styr på tilværelsen, kun for dem, der kan mestre de religiøse og moralske krav. Kun for de store og stærke. Sådan er det i mange religioner. Og jeg kan faktisk ikke komme på nogen anden religion, der henvender sig til livets tabere: dem, der ikke er noget, ikke kan noget og ikke har noget. Det var derfor, Sundar Singh så frimodigt hævdede, at Kristus var den afgørende forskel for ham.

Det er et kendetegn for vestlig protestantisk kultur, at vi skal bidrage til det samfund, vi lever i. Noget af det værste, man kan være, er at være arbejdsløs. Det er ikke bare et spørgsmål om at være udenfor arbejdsmarkedet. Det opleves også af mange som et moralsk stempel. Og når vi så er på arbejdsmarkedet, så sætter vi vores arbejde frem for alt. Vi knokler og slider os selv op. Arbejdet er vores identitet.

Evangeliet lærer os, at for Gud har vi værdi, uanset om vi ikke har noget arbejde, eller om vi sidder med der, hvor de store beslutninger tages. Vi skal ikke slide os trætte og bære mange byrder for at få Guds anerkendelse. Men nu er det ikke arbejdsmarkedet, Jesus her kommenterer. Han tænker på de mennesker, der føler sig underlagt farisæernes og de skriftkloges strenge krav til, hvordan et rigtigt liv skulle leves. Jødedommen havde 613 forbud og påbud, man skulle rette sig efter som rettroende jøde. Og det åg, som det er, giver et menneske åndelig stress. Det er et hamsterhjul at skulle leve op til alle de forpligtelser, alle disse ‘ det må du ikke’ og ’det skal du.’ Det fritager Jesus sine disciple for. Han løfter moralismens tunge åg af os. Men han lader os ikke bare ligge og dase dagen lang. Han giver os et nyt åg at bære på. ‘Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’ (Joh. 13,34-35) Og det åg kalder Jesus for let. For vi lærer af ham, hvad det vil sige at være sagtmodige og ydmyge af hjertet. Vi kan ganske enkelt ikke være sammen med Jesus, uden at hans sagtmodighed, dvs. tålmodighed og ydmyghed smitter af på os.

Udfordringen

Er du en af de kloge og en af dem, der mener, at de har styr på tilværelsen?

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han:
»Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«

Men han sagde til disciplene:
»Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter.

For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle.

På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Lukasevangeliet 17,20-33

Guds rige allerede / endnu ikke

Af Mogens G. Jensen

Tanken

De sidste tider har altid optaget os mennesker, og jordens undergang har altid været et godt tema. Nu senest i Thomas Vinterbergs nye tv-serie ‘Familier som vores.’ En tv-serie om hvad der sker, når der rokkes ved de kendte og basale ting, og mennesker kastes ud i det uvisse. Et tema, der åbenbart også optog farisæerne på Jesu tid. De spørger nemlig Jesus, hvornår Guds rige kommer? Jesus svarer, at Guds rige ikke kommer synligt, men er til stede usynligt hos os allerede nu. Derefter tager Jesus to personer frem fra Det gamle Testamente, nemlig Noa og Lot. De levede helt almindelige liv. Lige indtil der blev kaldt til opbrud, så var de parate til at bryde op.

Troen

Luther bliver ofte citeret for at have sagt, at hvis Jesus kommer i morgen, vil han plante et træ i dag. Livet skal leves. Genkomstforventninger skal ikke gøre os passive, snarere tværtimod. Men vi skal leve med en forventning om, at Kristus kommer tilbage en dag. Problemet er nok snarere, at vi i dag kun planter træer, men mangler forventningen til Kristi komme.

Ingen vil være i tvivl, når Jesus kommer igen. Hans genkomst vil være som lynet, der lyser alt op fra øst til vest og fra nord til syd. Det er ikke let at forstå Jesu ord her: At Guds rige ikke kan identificeres til at være et specifikt sted, som vi kender, som fx. at Tyskland ligger syd for Danmarks grænse. Guds rige er ikke synligt, som vi kender de forskellige lande her på jorden. Nej, Guds rige er helt anderledes. Det er usynligt til stede iblandt os. Alligevel er det en reel virkelighed her på jorden. Det kan sanses, mærkes og tros, som en virkelighed allerede og her og nu. Som Grundtvig skriver i salmen ‘Vidunderligst af alt på jord’(DDS 319,2):

‘Usynligt vel som sjæl og sind
det nemt dog er at kende,
alt som en stad på bjergetind,
der ses til verdens ende.’

Jesus møder farisæerne og sine disciple med to forskellige svar på, hvornår Guds rige kommer. Farisæerne, som gerne ville høre om det fremtidige Guds rige, får at vide, at Guds rige allerede nu er midt iblandt dem, mens disciplene får et slags kig ind i Menneskesønnens dag, dagen da Jesus kommer igen for at holde dom, og Guds rige vil fylde alt.
Begge Jesu svar om Gudsriget rummer en vigtig pointe, for vi skal som kristne leve i spændingen mellem Guds rige, som allerede nu er iblandt os, og samtidig skal vi være parate til at modtage Guds rige, når det kommer. Til farisæerne peger Jesus på Guds rige som en nutidig og nærværende virkelighed. Guds rige er der, hvor Guds vilje sker, der hvor Jesus råder, og den virkelighed findes allerede nu. Guds rige findes der, hvor vi bekender Jesus som herre. Guds rige findes der, hvor vi adlyder Jesu ord og lever efter hans vilje som gode naboer, venner og kolleger, ægtefæller, forældre og børn. Guds rige findes der, hvor vi som en del af det kristne fællesskab tjener vores næste og Gud med de nådegaver, han har givet os. Guds rige er midt iblandt os, og kalder os til at leve midt i verden.

Til disciplene peger Jesus på det Gudsrige, som vil bryde frem ved hans genkomst. Den dag skal vi sige farvel til alt, vi har købt, plantet og bygget. iPhonen, vi har købt, det dejlige parcelhus, vi har fået bygget, drømmebilen, vi har købt, den store tv-skærm, vi har investeret i, jobbet vi er avanceret til, den gode opsparing, vi har fået samlet osv. Jeg kan heller ikke lige nå ned i stuen og få min yndlingstrøje med. Alt det skal vi aflevere, den dag Menneskesønnen kommer tilbage. Som Paulus skriver til Timotheus:

‘For tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den;’ (1. Tim. 6,7)

Vi skal med andre ord leve midt i denne verden, hvor Guds rige er midt iblandt os, men vi skal gøre det på en måde, så vi ikke knytter os til denne verden, men knytter os mere og mere til Jesus.

Der fortælles om en meget rig mand, at han solgte alle de værdigenstande, han havde og rejste på ferie i udlandet. Her købte han alle de kunstgenstande, han syntes om. Og til sidst havde han samlet en ikke ubetydelig mængde skatte. Men da han kom til tolden i lufthavnen, blev han stoppet af tolderne, som beslaglagde alle mandens erhvervede skatte, fordi de ikke måtte udføres af landet. Han stod nu og var rippet for alle sine penge og for de kunstgenstande, han havde erhvervet sig, og han måtte forlade landet uden en skilling på lommen.

Jesus siger:
‘Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.’

Lad os ikke miste livet i forsøget på at redde det, men være parate til at modtage Menneskesønnen, når han kommer.

Udfordringen

Hvad har du mest brug for at høre? 1: at Guds rige allerede er midt iblandt os eller 2: at gudsriget kommer, og det gælder om at kunne bryde op, når Menneskesønnen kommer tilbage?

Jesus sagde til dem:
»Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.«

Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.

Jesus sagde til dem:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil.

Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.

I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.«

Johannesevangeliet 5,17-29

Min dommer er min frelser

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi er nu nået hen mod slutningen af kirkeåret. Flere år bliver der ikke plads til 24. og 25. søndag efter trinitatis. Det er ærgerligt, fordi kirkeårets slutning lægger så fint op til begyndelsen på et nyt kirkeår. Vi slutter kirkeåret med at høre om Kristi andet komme og den store dom, hvorefter vi går ind i det nye kirkeår, hvor Kristi første og andet komme stilles op side om side for at kulminere i julen. Her på de sidste søndage i kirkeåret lægges der vægt på dommens dag, hvor Kristus vil dømme ‘de, der har gjort det onde’ til fortabelse. Jamen, det er jo mig, der her tales om. Jeg må frygte for dommen, indtil jeg hører englens budskab julenat:
‘Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by.’ (Luk. 2,10-11)

Det, jøderne er så vrede over her, er, at Jesus har gjort en syg mand rask, der havde ligget ved Betesda dam i 38 år. De beskylder ham for at bryde det store bud om sabbatshvile, hvilket var noget af det værste, man kunne forbryde sig imod i de rettroende jødiske kredse. Men noget der var endnu værre var, at Jesus gjorde sig selv til Guds søn og lige med Gud. Det brød mod jødernes trosbekendelse Shema:
‘Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er en.’ (5. Mos. 6,4)
Bønnen sidestilles af nogle med den kristne trosbekendelse og den muslimske Shahādah. Shema-bønnen understreger jødedommens strenge monoteisme ved ordene ‘Herren er vor Gud, Herren er én’.

Derefter hævder Jesus sin guddommelighed ved at sige, at Gud fader har overladt al dom til Sønnen Jesus. Jesus gør sig helt til et med Gud Fader og påstår, at den som ikke ærer Sønnen, heller ikke ærer Gud. Påstande, der får de jødiske ledere helt op i det røde felt.

Troen

Min dommer er også min frelser. Den Jesus, der har fået overdraget at dømme alle mennesker, er jo den Jesus, der lod sig føde, gik omkring og underviste om Guds rige og til sidst lod sig piske og korsfæste for vores skyld og opstå igen af graven. Det er den Jesus, der er dommeren. Fordi vi ikke kan se Faderen, får vi måske det indtryk, at Gud er som en streng og principfast far, vi hele tiden må frygte, og en Gud, der bruger Jesus til at glatte ud mellem sig og os. Sådan er Gud vores far ikke. Han er præcis, som Jesus er, og når Jesus frikender os på dommens dag, accepterer faderen det ikke med et fornærmet grynt. Nej, det er faderens vilje, der sker. I Jesus kender jeg min dommer, og jeg behøver ikke frygte.

Det siges, at det sidste, et døende menneske mister, er evnen til at høre. Alle andre sanser er måske allerede forsvundet. Man kan ikke tale mere, man ser ingenting. Jesus går et skridt videre og hævder, at selv de døde kan høre. Når vores liv er slut, graven er kastet til, og kroppen med alle dens sanser er gået til grunde, så er der en røst, vi stadig kan høre. Og det er Jesus røst. Den kæres stemme, lyden af en kendt salme, kan vække den døende. Men lyden af Jesu stemme har magt til at kalde hvert menneske ud af graven og give os vores liv tilbage. Tænk sig, hvordan det bliver, når Jesu røst kalder mange tusinder af alle folkeslag frem af deres grave på alle kontinenter. Det bliver et fantastisk syn. Pludselig myldrer mennesker frem, kendte som ukendte, og vi bliver måske overrasket over at se nogle blandt dem, Jesus kalder frem, for vi havde overhovedet ikke set dem som mulige kandidater til at skulle indgå i himlen. Måske er der også mennesker, vi kommer til at savne på denne store opstandelsesdag. Mennesker, vi troede, var selvfølgelige emner til at deltage i den store opstandelse.

Men det store er, at jeg ikke behøver at vente med at høre Jesu stemme til den dag. Jeg kan høre den allerede nu. Han taler allerede nu til os gennem Bibelens ord, gennem sakramenterne, gennem forkyndelsen hvisker han til mig og bruser i mig, når jeg synger en lovsang, jeg holder af. Når det sker, hører jeg den røst, som selv døde kan høre.

Måske bliver du urolig over at høre Jesus sige, at de, der har øvet det gode skal opstå til liv, mens de, der har gjort det onde, skal opstå til dom. Så har jeg jo ingen chancer, for når jeg ser på mit liv, så er selv de bedste gerninger, jeg gør, så filtret sådan sammen med dårlige motiver og selviske bagtanker, at jeg er dømt til fortabelse på forhånd. Til det siger Kristus, at den som hører hans ord, og tror ham, som har sendt ham til os på jorden allerede har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er allerede overgået fra døden til livet. Kristus er allerede gået i døden for dine synder, og de vil ikke blive brugt mod dig på dommens dag. Gud dømmer ikke dine onde gerninger to gange. De er allerede dømt i Jesus Kristus. Deri ligger din glæde og frimodighed.

Udfordringen

Tror du på, at den Jesus, der er din dommer, også er din frelser?