Stefan Vase

Af

AF MATTHIAS ALASTAIR CHRISTENSEN, BA.THEOL.

Mange forskere betvivler, at evangelierne skulle være affattet af øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse. [1] Der er imidlertid gode grunde til at betvivle, at dette skulle være tilfældet, særligt for Johannesevangeliet, der eksplicit hævder om den discipel, Jesus elskede: ”Det er denne discipel, som vidner om disse ting og har skrevet disse ting, og vi ved, at netop hans vidnesbyrd er sandt.” (Joh 21,24)[2] Denne artikel vil undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Johannesevangeliet bygger på den elskede discipel som øjenvidne. Med andre ord: Er den elskede discipel forfatteren bag evangeliet? Det vil blive undersøgt ud fra den oldkirkelige tradition, den kritiske forskning, og endelig ud fra hvad evangeliet selv siger.

 

Irenæus: Forløberen for den johannæiske konsensus

De fleste forskere daterer Johannesevangeliet til omkring år 90,[3] hvilket betyder, at det er en potentiel mulighed, at den elskede discipel under Jesu virke omkring år 30 kunne have været en ung mand, der stadig var i live i år 90. Hvem forfatteren er, præciseres dog først 70 år senere i år 180 af Irenæus i Mod Kætterne: ”Derefter udgav Johannes, Herrens discipel, ham, der også lænede sig ved hans bryst, et evangelium, mens han boede i Efesus i Asien” (Adv. Haer. 3.1.1).[4] Ifølge Irenæus er forfatteren den elskede discipel, der i Joh 13 lænede sig op ad Jesu bryst, og hans navn er Johannes. Dette har han formentlig fra sin mester Polykarp, som selv ifølge Irenæus var discipel af apostlen Johannes (Adv. Haer. 3.3.4). Således er der blot to led fra Johannes til Irenæus, hvilket styrker troværdigheden af Irenæus’ udsagn. Efter Irenæus bliver konsensus inden for Oldkirken, at apostlen Johannes, den elskede discipel, er forfatteren bag det fjerde evangelium.

 

Den johannæiske skole

I det 18. århundrede begyndte forskere dog at så tvivl om Irenæus’ og andre oldkirkelige kilders historiske værdi. Som alternativ til det apostoliske forfatterskab præsenterede Ernest Renan i 1863 sin tese om en johannæisk skole, inden for hvilken de johannæiske skrifter skulle være opstået, og denne tese har sidenhen vundet bred tilslutning i forskningen.[5] Tesen handler om, at der har været en skole, hvori de johannæiske skrifter (Johannesevangeliet og -brevene) over tid og på baggrund af overleveringer er nedskrevet af en eller flere anonyme forfattere. R. Alan Culpepper bruger 30 sider på at opliste et væld af forskere, der fra 1863-1975 har argumenteret for tesen. Således kan man fristes til at konkludere, at man har nået en konsensus inden for forskningen, men ifølge Culpepper er man langt fra en konsensus. Det skyldes på den ene side, at mange tilslutter sig tesen uden at argumentere for dens berettigelse, og på den anden side at forskerne langt fra kan blive enige om, hvordan denne skole har set ud.[6]

Culpepper forsøger selv udførligt at argumentere for tesen, men det store problem ved tesen er i det hele taget, at kildematerialet er mangelfuldt. ”[T]he history of a ‘Johannine community […] is almost completely unknown to us”, som Martin Hengel siger.[7] Kilderne på skolens eksistens er nemlig mere eller mindre blot selve de johannæiske skrifter! Således forsøger enhver, der argumenterer for tesen, at rekonstruere en skole uden at have det store at rekonstruere ud fra.

 

Den elskede discipel – en historisk person?

Nu hvor vi har set på Oldkirken og den kritiske forskning, vil vi gå videre til, hvad Johannesevangeliet selv siger om sagen. Joh 21,24 er allerede citeret ovenfor og siger, at den elskede discipel ”har skrevet disse ting.” Denne elskede discipel er ifølge de fleste forskere ikke blot nogen litterær figur, men har også været en historisk person. Det primære argument for det er, at talen om den elskede discipels død i Joh 21,23 ville være meningsløs, hvis ikke han som historisk person rent faktisk var død.[8] Der hvor vandene i høj grad deler sig inden for forskningen, er til gengæld spørgsmålet om, hvordan ordet ”skrevet” (graphō) skal forstås.

 

Graphō – udtryk for ”åndeligt ansvar”?

I den anerkendte ordbog Theological Dictionary of the New Testament skriver G. Schrenk i 1937 en katastrofal definition af ordet graphō. På baggrund af at Paulus bruger graphō om det at diktere, hvad han siger til en skriver, mener Schrenk, at graphō i Joh 21,24 blot skal forstås som, at den elskede discipel har haft ”spiritual responsibility” for sit skrift (fed-markeringen er ikke min). Så når den elskede discipel “skrev” Johannesevangeliet, skal det forstås som, at han indirekte havde et åndeligt ansvar for, hvad der blev nedskrevet. Men hvordan kan man gå fra det, at en forfatter dikterer noget til det at skulle have et udefinerbart ansvar for en tekst? Schrenks definition synes at være postulerende og ifølge Richard Bauckham er denne brug af graphō slet ikke noget, man finder i antikken: ”Not a single example is given of the use of graphein to assert no more than ‘spiritual responsibility’ for the content of a book”.[9] Hverken inden for eller uden for NT bruges ordet således.

Kan man ikke være ligeglad med et upræcist ordbogsopslag fra 1937? Nej, for konsekvensen har været, at forskere har kunnet referere til denne forståelse uden at behøve at legitimere den fra anden side. Hvem vil betvivle, hvad der står i en ordbog? Det har således betydet at store Johannes-forskere som Raymond E. Brown og Culpepper har henvist til den og brugt det som hovedargument for, hvorfor Joh 21,24 ikke skal forstås som en bestemmelse af, hvem der har affattet evangeliet.[10] De kommer faktisk ikke med andre argumenter ud over at henvise til Schrenks definition! Argumenterne mod at graphō ikke skal forstås som reference til forfatteren hviler således på et spinkelt grundlag. Derfor er det klart, at Joh 21,24 hævder, at den elskede discipel har skrevet evangeliet. Denne kan vi kalde for tekstens ”implicitte forfatter”, altså den der ifølge teksten selv er forfatteren.

 

Johannesevangeliets faktiske forfatter

Man kan nu spørge: Kan vi regne med, at tekstens implicitte forfatter også er dens faktiske forfatter? Kan vi stole på, at den, teksten siger, er forfatteren, rent faktisk er forfatteren? Majoriteten af forskere mener, at kap. 21 er en senere tilføjelse til Joh 1-20 (og det er sikkert også rigtigt). Nogle kunne da indvende, at en gruppe fra den johannæiske menighed har taget Joh 1-20 og tilføjet kap. 21 af personlige interesser for at understrege troværdigheden af skriftet med forfatterangivelsen i Joh 21,24. Men hvis det er sandt, hvorfor har de så ikke tilføjet disciplens navn? Hvorfor blive i mysteriet om dennes identitet?

Hvis kap. 21 er tilføjet senere, er det sket kort efter affattelsen af Joh 1-20,[11] og formentlig af nogle af den elskede discipels tilhængere.[12] Skulle de have opdigtet forfatterskabet, ville det være ret nemt at påvise, at ”[John] 21.23,24 was an invention”, som Hengel indvender. Han fortsætter:

”How could a work which was attributed to a phantom disciple find recognition in the Johannine circle, and in so doing prompt this circle to false speculations about the death of this disciple? […] Would the community have accepted this phantom figure as its ‘anonymous teacher’[?]”.[13]

Johannesevangeliets autoritet i Johannesmenigheden er ifølge Hengel opnået, netop fordi den elskede discipel var den faktiske forfatter, og det synes at være den mest plausible antagelse.

 

Den elskede discipels identitet

Hvis den elskede discipel er forfatteren bag Johannesevangeliet, er det nærliggende at spørge: Hvem er vedkommende? Charlesworth gennemgår 23 løsningsforslag i forhold til at identificere disciplen.[14] Harold W. Attridge udtrykker det således, at ”[e]very attempt to pursue that quest [for the Disciple’s identity] runs into a dead end”.[15] Det skyldes, at Johannesevangeliet selv har gjort det svært for læserne at identificere den elskede discipel: ”[T]he gospel makes any assessment of his identity problematic”, som Michael J. Leary skriver.[16] Derfor er det måske ikke Johannesevangeliets intention, at forfatteren skal bestemmes. Forfatteren vil nemlig ikke vidne om sig selv, men om Jesu liv og gerninger, død og opstandelse. Samtidig kan enhver læser sætte sig i den elskede discipels sted. Enhver discipel er en discipel, Jesus elsker, på samme måde som han elskede Martha, Maria og Lazarus (Joh 11,5). Men denne læsning fungerer kun, når forfatterens identitet forbliver skjult. Det betyder ikke, at læserne ikke har kendt til forfatteren, og det betyder heller ikke, at det ikke er muligt at komme med et plausibelt bud på disciplens identitet. Men Joh 21,24 vil understrege to ting for Johannesevangeliets læsere. På den ene side, at den elskede discipels anonymitet skal gøre hans historiske identitet mindre interessant og i stedet pege på Jesus (Joh 3,30). På den anden side, at vidnesbyrdet om Jesus bygger på ham som øjenvidne (Joh 19,35). Når han er et øjenvidne, kan vi på samme måde som de første læsere komme til erkendelsen af, ”at hans vidnesbyrd er sandt” (Joh 21,24), ikke blot som ide eller myte, men som en historisk sandhed, så vi kan tro på, at Jesus virkelig er Guds søn (Joh 20,31).

 

Noter

[1] Denne artikel bygger på mit bachelorprojekt, jeg afleverede i juni 2024, med titlen ”Den johannæiske jagt: Jagten på Johannesevangeliets forfatter”. For en mere udførlig gennemgang af forfatterspørgsmålet samt en kritik af Jesper Tang Nielsens doktorafhandling fra 2023, der har et radikalt bud på tilblivelsen af Johannesevangeliet og -brevene, kan man skrive til mig på Facebook og få tilsendt bachelorprojektet.

[2] Min oversættelse. ”autou” (hans) står foranstillet i den græske tekst, og dermed lægges der vægt på, at ”netop hans” vidnesbyrd er sandt.

[3] Stanley E. porter kalder dateringen ”AD 80-100” for ”a widespread consensus date for the composition of John’s Gospel” (Stanley E. Porter og Hughson T. Ong, “The Origins of John’s Gospel: An Introduction”, I The Origins of John’s Gospel, redigeret af Stanley E. Porter og Hughson T. Ong (Leiden Boston: Brill, 2015), 18).

[4] Min oversættelse.

[5] R. Alan Culpepper, The Johannine School: An Evaluation of the Johannine-School Hypothesis Based on an Investigation of the Nature of Ancient School (Missoula: Scholars Press, 1975), 4-34.

[6] Culpepper 1975, 37.

[7] Martin Hengel, The Johannine question, oversat af John Bowden (London: SCMT Press Ltd, 1989), 205, n. 85.

[8] Culpepper 1975, 265.

[9] Richard Bauckham, Jesus and the Eyewitnesses: The Gospels as Eyewitness Testimony (Grand Rapids, Michigan: Wm. B. Eerdmans Publishing Co., 2006), 360. For yderligere kritik af Schrenk se Kevin J. Vanhoozer, First Theology: God, Scripture and Hermenutics (Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press, 2002), 261-62.

[10] Raymond E. Brown, The Gospel According to John XIII-XXI, The Anchor Bible 29A (London: Geoffrey Chapman, 1971), 1123; Jf. Bauckham 2006, 360-61; R. Alan Culpepper, Anatomy of the Fourth Gospel: A Study in Literary Design (Philadelphia: Fortress Press, 1983), 48.

[11] Senest omkring år 100 (Raymond E. Brown, The Gospel According to John I-XII, The Anchor Bible 29 (London: Geoffrey Chapman, 1971), LXXXVI; Hengel 1989, 81).

[12] På baggrund af de antikke kilder om det johannæiske fællesskab ser Brown en mulighed for, at ”the disciples of John played a role in the composition of the Gospel” (Brown 1971a, C).

[13] Hengel 1989, 195-96, n. 15.

[14] James H. Charlesworth, The Beloved Disciple: Whose Witness Validates the Gospel of John? (Valley Forge, Pennsylvania: Trinity Press International: 1995), 127-224.

[15] Harold W. Attridge, ”The Restless Quest for the Beloved Disciple”, i Early Christian Voices: In Texts, Traditions, and Symbols. Essays in Honor of François Bovon, redigeret af Ann Graham Brock, David Pao, og David Warren (Leiden: Brill, 2021), 79.

[16] Michael J. Leary, ”The End of John: A Literary Reading of John 21”, ph.d., (University of Edinburgh: 2019), 119.

Kategorier CKA
Af
Foto: iamchad.

MF arbejder for at afhjælpe præstemanglen i Danmark ved at uddanne flere teologer med hjerte for evangeliet. Selvom studieoptaget er i vækst, er der brug for flere ressourcer for at sikre en stabil fremtid. Bestyrelsen søger derfor private, der kan hjælpe med at skabe økonomisk sikkerhed.

Af Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder

MF’s mission er ”at afhjælpe manglen på præster og teologer ved at tiltrække og uddanne flere unge, der brænder for evangeliet.” For præstemanglen er et voksende problem i Danmark og er kirkens mest akutte problem.
I den forbindelse står vi over for to hovedopgaver:

  • Den første opgave er at tiltrække flere studerende til vores studium. Vi befinder os i en periode med små ungdomsårgange, men alligevel har vi oplevet vækst i forbindelse med de seneste to studieoptag.
  • Den anden opgave er at opbygge kapacitet, altså at tilvejebringe ressourcer. Personalenormeringen er historisk lav, og økonomien er skrøbelig.

Økonomisk sikkerhed

I forhold til økonomien er vores udfordring, at gaveindtægterne falder ujævnt i løbet af året. Derfor har vi i perioder behov for at låne penge. Situationen er ikke ny, og vi har gennem mange år lånt penge af private långivere og samarbejdsorganisationer.

Som indsamlingsorganisation, der stort set udelukkende lever af gaveindtægter, har vi svært ved at fremlægge budgetter, som kan danne grundlag for lån i banker og kreditforeninger. Vi har ingen gæld i vores bygninger, men pengeinstitutterne ser udelukkende på driftsbudgetterne, når de skal tage stilling til lån. Desuden er en kassekredit en dyr løsning.

Kan du stille kapacitet til rådighed?

Bestyrelsen arbejder derfor på at finde en mere stabil løsning. På kort sigt er den enkleste og billigste løsning for MF at indgå aftaler med private, som i korte overgange vil stille kapital til rådighed. På lidt længere sigt skal vi have opbygget mere likviditet, så vi ikke har dette lånebehov.

Derfor vil jeg spørge: Er der nogen, der har mulighed for at spænde et sådant økonomisk sikkerhedsnet ud under MF ved at give os en form for trækningsret? Vi søger konkret efter personer, der med forholdsvis kort varsel kan stille minimum 100.000 kr. til rådighed i op til 6 måneder. I perioden vil MF betale renter af lånet.

Der er stor mangel på præster. Vi har uddannelsen, rammerne og mange studerende. Nu skal vi have økonomien til at følge med, så vi kan holde fuld damp på kedlerne.

Kontakt Thomas Bjerg Mikkelsen på tbm@teologi.dk eller 6010 7880 for at høre mere.

Af

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:
»Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«

Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham:
»Send hende væk! Hun råber efter os.«

Han svarede:
»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad:
»Herre, hjælp mig!«

Han sagde:
»Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«

Men hun svarede:
»Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«

Da sagde Jesus til hende:
»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.«

Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matthæusevangeliet 15,21-28

Gud bor også i din længsel efter ham

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Evangeliet i dag om Jesus og den kana’anæiske kvinde handler om den Jesus, som overskrider vedtagne grænser. Og en af disse grænser er skellet mellem jøder og ikke-jøder. Den grænse overskrider Jesus ved at helbrede den kana’anæiske kvindes datter. Hvorfor var hun blevet besat? Det ved vi ikke. Under alle omstændigheder hjælper Jesus kvinden.

Hunden var et beskidt dyr ifølge jødedommen. Som regel havde man derfor ikke hunden som kæledyr, men dog nok som vagthund og hyrdehund. Med sin helbredelse af denne hedenske kvindes datter, foregriber Jesus den hedningemission, han senere befaler i Missionsbefalingen (Matt. 28,18-20) om at gøre alle folkeslag til hans disciple, både jøder og hedninger.

Troen

Jesus er ubegribelig modvillig, tænker jeg. Her kommer en kvinde, som har indset, at hun har et problem, som hun ikke selv magter at gøre noget ved. Hun anerkender Jesus som herre og Messias, og hun beder ham om hjælp. Hvad mere kan han egentlig forvente? Selv om hun ikke falder ind under den målgruppe, som Jesus først og fremmest er sendt til, så forekommer hans afvisning af kvinden uforståelig og som en spand koldt vand i hovedet.

Dog er jeg glad for, at netop denne beretning er kommet med i evangeliet. Det havde nok været mere politisk korrekt af evangelisten Matthæus at undlade at tage beretningen med, især når vi tænker på, at det stod soleklart for Matthæus’ læsere dengang, at Jesus var sendt som hele verdens frelser. Alligevel har evangelisten taget denne beretning med. Og det er jeg meget taknemmelig for, fordi den er en opmuntring til os, når vi i en længere periode søger Guds hjælp i en svær situation, men ikke synes, vi får noget svar. Det virker som om Gud bare vender os ryggen, når vi råber om hjælp til en syg forælder, et barn som mobbes i skolen, en deprimeret ægtefælle m.fl. Er det ikke tungtvejende anliggender nok til at bede Gud om hjælp? Men vi oplever ofte det samme som denne kvinde: Guds tavshed. Han møder os ikke med åbne arme, men snarere med rynkede bryn.

Disciplene bad Jesus om at sende hende væk. Det er jo pinligt, som hun råber til os. Hun blev bare for meget for dem. En belastning, de ikke var klar til at bære lige nu. På samme måde kan vores medkristne blive trætte af os og trække sig fra at vise dem sympati og forbøn, når vi allermest trænger til hjælp.

Denne kvindes historie fortæller os, at bag Guds rynkede bryn og tilsyneladende manglende empati banker et kærligt hjerte. Hun vidste, at hun ikke var værdig til Jesu hjælp, men hun havde ikke andre muligheder end at opsøge ham. At få Guds hjælp til livet og evigheden er at få det, som vi ikke har krav på og ikke er værdige til. At erkende sin uværdighed og alligevel trygle Gud om hjælp er det stærkeste udtryk for frelsende tro.

Der findes næppe et kristent menneske, som ikke har oplevet, at Gud føles borte. Når jeg beder til ham, får jeg den skræmmende følelse af, at jeg bare taler med mig selv. En følelse af, at min bøn bare er en projektion af mine egne tanker og drømme. Men Gud er der ikke. Når jeg læser i Bibelen, siger det mig ikke noget, og jeg lades uberørt af ordene. Og det kristne fællesskab opleves pludselig så menneskeligt og uden Helligåndens kraft og glød.

Hvorfor skjuler Gud sit ansigt? Jeg tror, han gør det for at styrke min tro. Han vil give mig en fornemmelse af, hvordan jeg er stillet uden ham. Ved at skjule sig for dig, skaber han en længsel i dig efter igen at se hans nådige ansigt. Gud bor i din længsel. Derfor, når Gud skjuler sig for dig, betyder det ikke, at han ikke er der. Tvært imod er han der som en usynlig ven, der rækker dig sin hånd midt i mørket. Gud er der, og du skal komme til at takke ham på ny.

Når Gud skjuler sig for dig, så bliv ved med at læse i din bibel. Bliv ved med at holde fast i det kristne fællesskab, og bliv ved med at bede dine fortvivlede bønner. Når Gud skjuler sig for dig, bor han dog stadig i din længsel efter ham.

Udfordringen

Hvad gør du, når du mærker, at Gud skjuler sit ansigt for dig? Giver du op og dropper ham, eller holder du fast ved, at Gud også er i din længsel efter ham?

Af

Unge i dag står overfor enorme udfordringer. Stress, udbrændthed og mistrivsel fylder meget i samfundsdebatten, og ifølge Jonathan Haahr Oehlenschläger, teologistuderende ved Menighedsfakultetet, rammer det også unge kristne.

– Mange i min generation, inklusive mig selv, kan opleve en stor grad af utilstrækkelighed og af ikke at gøre det godt nok, og flere ender med at blive helt udbrændte. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi sætter fokus på, hvorfor det sker, og hvad vi kan gøre ved det, mener Jonathan Haahr Oehlenschläger, der studerer teologi ved Menighedsfakultetet.

Menighedsfakultetets årlige Spotlights-arrangement tager fat på disse udfordringer under titlen Kristen i præstations- og accelerationssamfundet.

– For mig at se er præstationssamfundet og accelerationssamfundet to gode begreber til at beskrive, hvordan mange oplever det samfund, vi lever i. Mange oplever at skulle præstere i næsten alle områder af livet, både socialt, fagligt og på arbejdet, og af ikke at gøre det godt nok. Samtidig oplever mange også, at alting går hurtigere og hurtigere, og at man hele tiden er bagud, hvilket kan forstærke oplevelsen af utilstrækkelighed, bemærker Jonathan Haahr Oehlenschläger, der har været med til at planlægge aftenen.

De kristne fællesskaber og den kristne tro har ifølge Jonathan noget at bidrage med, når vi taler om præstations- og accelerationssamfundet, og han håber, at arrangementet kan sætte fokus på det:

– Jeg tror virkelig, at det kristne budskab har noget at sige ind i manges oplevelse af præstation og acceleration, og at de kristne fællesskaber kan være pusterum. Samtidig oplever jeg nogle gange selv det at være kristen som endnu en ting, jeg skal nå, og endnu en arena, jeg skal præstere i. Derfor tror jeg, at det er godt at have en realistisk samtale om, hvordan vi så er kristne i præstations- og accelerationssamfundet, hvor vi på den ene side fremhæver, at det kristne budskab har noget at sige, og på den anden side erkender, at det hele ikke bare bliver nemt, blot fordi vi er kristne, lyder opfordringen fra Jonathan Haahr Oehlenschläger.

Til Spotlights har Menighedsfakultetet inviteret forfatter Alma Nymann Berggren og sociolog Thomas Willer til at belyse disse problemstillinger.

– Vi har inviteret Alma og Thomas, fordi de med hver deres faglighed og indsigt kan hjælpe os med at forstå, hvorfor vores samfund ser ud, som det gør, og hvordan vi kan følge Jesus og lave kirke i det samfund, vi nu engang er i, siger Jonathan Haahr Oehlenschläger.

Spotlights afholdes fredag den 28. marts kl. 19 på Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej 75, Aarhus N.

 

Af

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham:
»Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«

Men han svarede:
»Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹«

Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:
»Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹«

Jesus sagde til ham:
»Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹«

Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham:
»Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.”

Da svarede Jesus ham:
»Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«

Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Matthæusevangeliet 4,1-11

Jesus vandt og jeg har vundet

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Nu er fastetiden og dermed forberedelsen til påske begyndt. Og vi lægger ud på den helt store klinge med Jesu konfrontation med Djævelen. Indtil nu har djævelen optrådt mere anonymt og mere været til stede som en skygge. Nu skrues der op for retorikken, og Djævelen demaskeres som den, han i virkeligheden er.

To gange hører vi om, hvordan Jesus og Djævelen står i åben konfrontation nemlig her og dernæst i kampen i Getsemane have. Altså ved begyndelsen af Jesus virke og ved afslutningen. Da Gud var blevet menneske i sin søn Jesus, så Djævelen sit snit til endeligt at besejre ham. For Jesus var virkelig sandt menneske, der kunne blive fristet ligesom os. Men Jesus sagde nej.

Hele Guds frelsesplan var på spil. Faldt Jesus, ville hele Guds redningsplan også falde.

Troen

En satanist skulle have sagt følgende: ‘Jeg tror på Gud, ellers kunne jeg jo ikke hade ham.’ Tankevækkende udsagn. Djævelen kan nemlig kun definere sig selv som modsætning til Gud. Han er ingenting uden Gud. Han er en snylter på Gud. Og han er en løgner, siger Jesus, ja løgnens far. (Joh 8,44).

Alle tre fristelser har til formål at få Guds søn væk fra lidelsen på korset. Djævelen indleder de to første fristelser med ordene:
‘Hvis du er Guds søn….’

Det er vel kun ret og rimelig, at Guds søn skal have brød nok at spise, og at han modtager ære fra hele verden. Men Jesus siger nej tak til både at få stillet sin sult og ligeledes at kaste sig ud i et bungy jump uden elastik. Det ville ellers nok have skabt opmærksomhed, og folk ville strømme til. Men det var ikke det, Jesus var kommet for.

Så kommer den tredje og sværeste fristelse, den om magten over hele verden. Den var svær, for var det ikke derfor, han var kommet? Var det ikke netop for at få verden tilbage på Guds hænder, for at befri hele verden fra Djævelens magt? Med et lille snuptag kunne Jesus vinde hele verden for sig uden at skulle lide på et kors.

Umiddelbart skulle vi tro, at al fristelse er imod Guds vilje. Men vi skal lægge mærke til, at det var Ånden, der førte Jesus ud i ørkenen for at fristes. Gud frister ingen, men han tillader, at vi fristes. Vi kan måske sammenligne Gud med en fodboldtræner, der kaster sine spillere ud i en række træningskampe i preseason. Her skal formen pudses af, inden den egentlige sæson begynder. Kampene giver risiko for skader og nederlag, men kun ved at spille og kæmpe, kommer spillerne i en fysisk form, der sætter dem i stand til at vinde det endelige trofæ. (Jak 1,2)

Hvordan Djævelen kom til Jesus, ved vi ikke. Men Jesus var straks klar over, hvem han var. Han er en mester i at forklæde sig. Hele tiden antager han nye former. En ting kan vi dog sige om hans forklædningskunst. Han kommer altid i den mest besnærende forklædning, som sund fornuft, som det lækre og det lidelsesfrie alternativ.

Hvad er evangeliet, budskabet, i denne tekst? Der er dem, der hører det her som en opfordring til at gøre ligesom Jesus, nemlig at stå fast og sige nej til Djævelen og besejre ham. Jesus har jo vist os, hvordan det skal gøres. Det gælder om at samle al sin vilje, fokus og tro, så skal det nok lykkes. Det drejer sig blot om at tro nok og så ellers sætte al sin viljestyrke ind på projektet, så skal det nok lykkes at leve som en sejrrig kristen, der overvinder alle fristelser. Det hele er et spørgsmål om ærlighed, alvor og helhjertet indsats. Med en total indsats fra menneskets side tilsat en god portion Helligånd, ja så kan vi sejre mod Djævelen og komme styrket ud af duellen.

Men det er en ufrugtbar vej. Enten fortvivles vi over os selv, for vi lider stadig nederlag. Eller også ender det i overfladisk hovmod, hvor vi bilder os selv og andre ind, at vi kan stå imod Djævelens fristelser og ser ikke, at hvor vi sejrer på det ene område, der lurer hovmodet og forblindelsen på det andet område. Det handler altså ikke om at gøre, som Jesus gjorde. Nej, det handler om Jesus, om hvad han gør, og hvad han kan. Det er det, som gør Jesu fristelse i ørkenen til et evangelium. Denne søndags glædelige budskab udtrykkes sådan i Hebr 2,18: ‘For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.’ Det drejer sig ikke så meget om, hvad du og jeg kan, men langt mere om, hvad han kan.

Udfordringen

Har du erfaret, at Jesus er kommet dig til hjælp, når du fristes til give op?

Af

VÆR MED I PROJEKT 100: Menighedsfakultetet har et stærkt bagland, der brænder for at uddanne præster og teologer med en passion for evangeliet. Vi har brug for din hjælp til at sikre en ny generation af fastgivere, der kan støtte vores arbejde med minimum 100 kroner om måneden.

Af Walter Plauborg Hansen, sekretariatsleder

Menighedsfakultetet er velsignet med et meget stort bagland, der er optaget af, at der bliver uddannet præster og teologer, der brænder for evangeliet. Nogle giver faste gaver og sikrer dermed en stabil økonomi, mens andre træder til med enkeltgaver, når behovet er akut. Begge dele er uvurderlige!

I disse år går nogle fra den første generation af fastgivere bort, og vi har derfor brug for en ny generation af fastgivere.

Vil du være med i PROJEKT 100?

Vi vil ikke gøre det uoverskueligt for nogen at blive fastgivere, og vi spørger derfor frimodigt: Vil du være med i PROJEKT 100? Vi søger helt konkret 100 fastgivere, der vil give minimum 100 kroner om måneden.

100 kroner om måneden lyder måske ikke af meget, men det er ret bevidst. Vi vil nemlig gerne gøre det overkommeligt at blive en del af fællesskabet af fastgivere til MF – det fællesskab, som er med til at holde hånden under uddannelsen af teologer og præster.

Når kirker ansætter en MF-teolog, ser vi igen og igen, hvor stor en betydning det har for menigheden. Mange rækker ud til os og spørger efter MF-kandidater, fordi de ved, at de kommer med en solid teologisk ballast og et levende engagement.

Ved at blive fastgiver (måske for første gang) bliver du en del af et fællesskab af mennesker, der er aktiv i arbejdet med at få teologer og præster ud i landet og skabe levende tro.

 

Sådan bliver du fastgiver

  1. Besøg teologi.dk/fastgiver
  2. Angiv det beløb, du ønsker at give pr. måned og udfyld dine kontaktoplysninger
  3. Tryk på knappen Bliv fastgiver
  4. Angiv hvor tit, du vil give (hver måned, hvert kvartal eller én gang årligt)
  5. Udfyld CPR, konto og reg.nr. til oprettelse ved PBS og indberetning til SKAT (for fradrag)
  6. Tryk herefter på Godkend

Kontakt Walther P. Hansen på wph@teologi.dk eller tlf. 7356 1242, hvis du har brug for hjælp med oprettelse eller ændring af fastgiveraftaler.

Af

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde:
»Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«

Men Jesus svarede ham:
»Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«

Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene:
»Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Matthæusevangeliet 3,13-17

Han byttede plads

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi går nu fra forfasten og til den egentlige fastetid, som går fra askeonsdag, dvs. onsdag efter fastelavns søndag, og som varer til påskelørdag. Fraregnet søndagene er der i denne periode 40 dage til påske, svarende til at Jesus fastede 40 dage i ørkenen, førend han mødte Djævelen til en styrkeprøve. (Matt 4,1-11) Eller som Moses, der fastede 40 dage, mens han var sammen med Gud på Sinai bjerg. (2. Mos 34,28). Her i fastetiden konfronteres vi med vores synd og fortabthed. Askeonsdag minder os om, at vi er som aske, idet præsten tegner et kors for panden, mens han siger: ‘Husk på, du er støv.’ Fasten understreger vores dødelighed og vores behov for frelse. Eller sagt med mere nutidige ord: ‘Vi trænger til en ny begyndelse.’

Troen

Det er en skelsættende begivenhed, vi er vidne til. Jesus, Guds elskede søn, bliver døbt med Johannes’ dåb, som var en dåb til omvendelse og syndernes forladelse. Tænk sig: Guds søn blev døbt og dermed renset for al snavs og alt syndigt. Og det var da heller ikke sin egen synd, han blev renset for. For selv havde han overhovedet ikke noget syndigt i sig. Nej, det var vores synd og skyld han, bekendte den dag ved Jordanfloden. Den dag førte Jesus det til den yderste grænse, at han var blevet menneske som os. Den dag viste han os, hvad det betyder, at Guds søn blev menneske.

Fastetiden skal hjælpe os til at se, hvem vi er, når vi står nøgne over for Gud, når vi ikke kan skjule os, men må vedgå, at vi er som støv, der hvirvles væk. Vi har ikke blot brug for at blive bedre mennesker. Vi har brug for at blive nye mennesker.

Johannes har ret, når han siger, at Jesus ikke trængte til at blive døbt. Han havde ikke brug for at omvende sig. Han vendte helt rigtigt mod Gud. Helt modsat os, der er født med ryggen mod Gud og med en medfødt uvilje mod at leve sammen med ham. Grundskaden i ethvert menneske er, at det selv vil være Gud i sit eget liv. Ved at lade sig døbe bliver han ikke en synder som os, men han tager vores synder på sig og bliver skyldig til døden i stedet for os. Vi kan billedlig talt forestille os, hvor grumset Jordan flodens vand var med alle de menneskers syndsbekendelse, der var vasket af her. Og så træder Jesus ud i det grumsede vand. Selv har han ingen synd at bekende, men står der, for at tage alle vores synder på sig og bære dem til korset og lide straffen for dem.

Det her med at bytte plads fortæller den norske præst og forfatter Karsten Isachsen om i sin bog ‘Når et barn kommer hjem.’ Her skriver han:
‘For nogle år siden traf jeg en amerikaner. Han sagde: ‘Jeg har et underligt forhold til det at leve. For to år siden skulle jeg på en forretningsrejse. Jeg havde flybillet og reservation i lommen. Lige før afgang skete der noget, som gjorde, at rejsen blev udsat. Der var kø på flyvepladsen, og en anden fik min billet. Det fly styrtede ned den dag, alle omkom. Af og til får jeg dårlig samvittighed over for ham, som sad på min plads. Det skulle jo have været mig. Uden at vide det, havde jeg pladsbillet til døden.’

Og så fortsætter Isachsen:
‘Det var det, der skete, da Jesus blev døbt i floden Jordan, da han gik ind i syndernes kø. Vi byttede plads. Jeg, som har pladsbillet til døden, oplevede at en anden tog min plads. Og det skete virkelig, langfredag døde han min død. Jeg, som var undervejs til døden, fik af ham en pladsbillet til livet i stedet. Jesu dåb og min dåb. Vi byttede plads. Alt mit blev hans. Alt hans blev mit. Hans sejrrige opstandelse. Lyset påskemorgen. ‘Åben har jeg Himlen fundet, Jesus vandt, og jeg har vundet.’ (DDS 233,2)

Fra den time af er vejen mod Golgata begyndt. Nu har han taget en tjeners skikkelse på sig. Nu går han den smalle vej, kærlighedens vej. Via Dolorosa. Nu går han der, hvor ingen kan følge ham. Gennem djævelens ørken, gennem Getsemane-haven, gennem jubel og tortur. Men hverken begejstringen eller torturen ændrer Jesus, hans hjerte eller den vej, han går.

Ser man på et kort over Israel, giver det denne tekst et utroligt perspektiv. Jesus blev døbt af Johannes i Jordanfloden nord for Dødehavet. Dødehavet ligger 392 meter under havets overflade. Jesus begynder sin vandring mod korset på jordens laveste sted. Dybere ned kunne Gud ikke komme, end da han blev døbt med synderes dåb. I tre utrolige år stiger han mod korset på Jerusalemhøjen, 700 meter over havet. Under jubelråbene palmesøndag så han hovedskalstedet Golgata, hvor jubelen skulle fortsætte. Der løftede de ham op, op på hans sidste talerstol.

Udfordringen

Hvad gør det ved dig at høre, at Jesus byttede plads med dig – i dåben i Jordan floden dengang og i din dåb?

Af

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«

Og han sagde:
»Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem:
»Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«

Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

Markusevangeliet 4,1-20

Den gode jord og overfladiskhedens jordbund

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Da Jesus blev forklaret på bjerget, lyder Guds røst fra himlen: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’ Og denne lignelse handler netop om at høre ham. Lignelsen understreger vigtigheden af at høre Guds søn. Denne lignelse er på flere måder selve nøglen til at forstå andre af Jesu lignelser. Jesus vil have os til at fokusere på, hvordan vi hører ordet og behandler det. Vigtigheden af denne lignelse understreges også af, at tre af evangelisterne har denne lignelse med næsten enslydende, nemlig. Matt 13,1-23, Mark 4,1-20 og Luk 8,4-15. Og endelig gengiver Johannes nogle ord af Jesus om hvedekornet, der må lægges i jorden, for at noget nyt kan vokse frem. (Joh 12,20-26)

Troen

Det lille sædekorn har et enormt potentiale i sig. Hvis det bliver sået i godt forarbejdet jord og får tilstrækkelig med varme, lys og vand, spirer det og vokser op til en ny plante, der giver mange gange igen i form af nye aks med nye korn. Kornet kan opbevares i en tør pose i flere år uden at miste sin grokraft. Men det er først, når det puttes i jorden, det kan udnytte sin spirekraft. Jesus sammenligner sig selv med hvedekornet. Det er nødvendigt, at han som hvedekornet lægges i jorden og dør, for at noget nyt kan vokse frem. Han siger: ‘Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. (Joh. 12,24)

Sædekornet har en iboende kraft til at spire. Men det har det kun, hvis det får de rette vækstbetingelser. Og det sker, når ordet om Jesus bliver hørt og modtaget af et godt hjerte. Når det bliver hørt og passet og plejet, vokser det og bærer mange gange igen. Hvis såsæden ikke lykkes med at vokse op, er det ikke, fordi denne sæd er dårlig og mangler spirekraft. Det er den samme sæd, der sås, uanset hvor det spredes. Spirekraften er den samme. Det er derimod jordens beskaffenhed, der bestemmer, hvordan sædekornets skæbne bliver. Noget faldt på vejen, og fuglene kom og pikkede det op, inden det nåede at spire. Det er overfladiskheden, det flygtige sind, der hele tiden er på jagt efter nye erfaringer. Men sæden, der blev sået, var den samme. Den havde den samme spirekraft i sig som den sæd, der faldt i god jord. Den sæd, der faldt på klippegrund, havde også potentiale til at udvikle sig godt. Spirekraften var den samme her som den, der faldt i den gode jord. Der er heller ikke noget i vejen med den sæd, der bliver sået mellem ukrudt og tidsler. Den har nøjagtig den samme gode spirekraft som den, der bliver sået i den gode jord. Det er altså ikke, fordi noget af den sæd, der bliver sået er af en ringere kvalitet. Det er derimod et spørgsmål om den jordbund, det falder i.

Jesu ord her taler lige ind i vores dagligdag. Jeg kender mennesker, som glade og villige har sagt ja tak til Guds ord. De begyndte så godt, og alt så lovende ud. De var med i en studiegruppe, de kom i kirke og til møder, hvor Guds ord blev sået. Men så holdt de lige så stille op med at deltage i de kristne aktiviteter, og til sidst blev de helt borte. Hvad var der sket? Jo, tvivlens tidsler havde fået magten over dem, som tiden gik. Eller når deres idealforestilling om livet med Gud brast, mistede de modet, frimodigheden og troen på ham. Eller det kunne være oplevelsen af, at når de havde sagt nej tak til en aften i byen, så mærkede de, hvordan kammeraterne trak sig. Og langsomt gik det op for dem, hvad det medførte at følge Kristus. Og den pris var de ikke villige til at betale.

Gud er generøs! Det er det billede, der toner frem hos Markus. Bondemanden strør om sig med sin såsæd. Han bekymrer sig ikke om jordbundsforholdene og om, hvor der er en chance for størst udbytte. Gud strør om sig med sit ord. Det slår mig, at Gud interesserer sig så lidt for, hvad der kommer ud af hans ord. Det er tankevækkende for alle os, der arbejder for at skabe menighedsliv og bygge kirke sammen. Omvendt havde der ikke været meget evangelium og glædeligt budskab, hvis Gud var i færd med at lave cost -benefit analyser på sit ord. Og for os mennesker havde det hele set grumset ud, hvis han gjorde. Han strør gavmildt om sig. Kender vi andre, der er så gavmilde? Ja, hvem er det mest generøse menneske, du har mødt? Jeg tænker tilbage på en pige med Downs syndrom, jeg skulle konfirmere i den kirke, hvor jeg var præst. Hun sagde ikke noget i alle de uger, hvor hun gik til præst. Hun så ned i gulvet og hun havde ikke meget sprog. Den dag, hun skulle konfirmeres, var ingen i kirken i tvivl om, at det var det, hun ville. For da jeg spurgte hende, om hun ville konfirmeres i den kristne tro – svarede hun højt og klart JA! Det kom som et råb helt indefra uden forbehold, det var et JA fra hjertet. Det ja, hun sagde, er som den gode jord, der bærer mange fold.

Udfordringen

Hvordan ser dit liv ud lige nu? Er det overfladiskheden, de mange vigtige gøremål og bekymringer, tvivlen, angsten for at være anderledes, der præger dit sind lige nu? Eller er dit sind som den gode jord, hvor Guds ord kan spire?

Af

Jesus sagde:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?

Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Matthæusevangeliet 20,1-16

Et privilegium at tjene Gud

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Epifanitiden sluttede med den endelige afsløring af Jesu identitet, nemlig at han er Guds søn. Og Guds røst lød fra en sky: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

De næste tre søndag danner overgangen fra epifanitiden til fastetiden, og kan derfor kaldes forfasten. Forfasten vil have os til at lytte til ham, som er Guds søn, tage imod hans ord. I oldkirken var fastetiden forberedelsestid for nye kristne, der stod over for at skulle døbes. De gamle kristne kunne godt finde på at se skævt til disse nye kristne, der indtil nu havde levet gudløst i verden, mens de gamle kristne havde udstået forfølgelse. Her kommer de så og får samme løn som os, der har slidt og slæbt i lang tid, tænker de gamle kristne. Det er altså ikke retfærdigt. Nu begynder vi nedtællingen til påske. Septuagesima betyder 70. Nu er der ca. 70 dage til påske.

Troen

Jesu lignelse handler om en arbejdskonflikt, en strid om den overenskomstmæssige løn. Det fortælles, at på reformationstiden stod de lutherske stejlt ikke bare over for katolikkerne, men mindst lige så stejlt over for de reformerte, altså dem, som fulgte Zwingli og hans reformer af den katolske kirke. Man diskuterede ifølge en anekdote, om de reformerte overhovedet kunne blive frelst. Dette spørgsmål blev så efter sigende diskuteret på et stort kirkemøde, og her nåede man frem til den konklusion, at det kunne de godt, men kun af nåde. Lutheranerne blev selvfølgelig frelst, mens de reformerte kun kunne blive det af nåde. Skal man le eller græde?

Anledningen til, at Jesus fortæller denne lignelse, er Peters spørgsmål:
‘Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ (Mat. 19,28)

Ja, hvad får så vi? I grunden forstår vi godt Peters spørgsmål. Vi er så vant til at regne med princippet lige løn for lige arbejde. Det er kun almindelig retfærdighed. Og ingen af os kan vel sige os fri for sympati med de protesterende arbejdere. Havde de bare vidst noget før, at de alle ville få samme løn, så var de ikke gået med til overenskomsten om en denar for en hel arbejdsdag, når de kunne have hygget sig derhjemme hos familien, og først være taget på arbejde en time før fyraften.

Men ifølge Jesus får alle arbejdere, hvad de har ret til (v. 4). En denar var på Jesu tid det beløb, der kunne brødføde en almindelig familie. Det er ikke uretfærdigt, det han gør, når han udbetaler så tilpas høj en løn, at en arbejder kan brødføde sin familie. Tjente arbejderen kun det halve eller en fjerdedel, kom hans familie til at sulte. Ved at give alle arbejdere en denar uanset indsats, viser vingårdsejeren, at der ikke er sammenhæng mellem indsats og løn. Her opererer Jesus med en anden slags retfærdighed, nemlig nådens retfærdighed.

De arbejdere, der havde arbejdet længst, var nået dertil, hvor det ikke længere var et privilegium overhovedet at få lov til at arbejde. De glemte efterhånden, hvor heldige de var, at vingårdsejeren overhovedet havde givet dem et arbejde. Nu var motivationen for at arbejde i vingården lønudbetalingen og ikke længere glæden over overhovedet at have et arbejde.

Vi, der har tjent Gud gennem et langt liv, kan let havne i den situation, hvor vi bliver misundelige på vores nye medkristne. Peter, en af de gamle kristne, spurgte jo Jesus: ‘Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ Underforstået: ‘Hvad får så vi, som de ikke får?’ Det er så let at blive en utilfreds kristen. Det er så let at nå dertil, hvor vi begynder at sammenligne os med andre kristne og sige: ‘Se Jesus. Vi har knoklet livet igennem og har trofast tjent dig. Vi har afstået fra både det ene og det andet, vi har modstået fristelser, som andre tager for givet. Vi har fulgt dig gennem tykt og tyndt, både i opgangstider og i tilbagegangstider. Hvad får så vi? Vi må da få en form for belønning for lang og god tjeneste?’

Personligt er jeg glad for, at Gud har taget over i mit liv, lige fra jeg var barn. Jeg er taknemmelig for at være vokset op med kirkegang og søndagsskole. Jeg har ikke fortrudt en eneste af mine dage som Guds barn. Jo, som helt ung kunne jeg nogle gange godt misunde dem af mine medkristne, som havde prøvet alt det spændende, der lokkede i livet uden de restriktioner, troen på Gud lægger. Men ved nærmere eftertanke har jeg alligevel været lykkelig for hver eneste dag, jeg har fået lov til at være sammen med min himmelske far. Og jeg tror, vi, som er gammelkristne, bør øve os i at glæde os over hver en ny arbejder i Guds vingård. Også selv om de først begynder at arbejde sent i livet.

Udfordringen

Føler du, at du har mistet noget ved at tjene Gud gennem et langt liv? Eller kan du være taknemmelig for det privilegium at have fået lov til at arbejde i vingården gennem hele dit liv?

Af

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.

Så udbrød Peter og sagde til Jesus:
»Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«

Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen:
»Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«

Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde:
»Rejs jer, og frygt ikke!«

Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem:
»Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Matthæusevangeliet 17,1-9

Den åbenbare og den åbenbarede

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Disciplene får nu den endelige åbenbaring af den Jesus, der lå i krybben. Han bliver forvandlet for deres øjne, og hans ansigt lyser for dem, som om det var Guds eget ansigt, de ser ind i, og hans tøj blev skinnende hvidt som sne. Og Guds røst lød fra himlen med den endelige åbenbaring:

‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

Vi har nu nogle søndage fået løftet sløret mere og mere for, hvem mennesket Jesus er og har fået vist, at han også er Guds søn. Det begynder oppe i templet, hvor Jesus som tolvårig giver udtryk for, at han ikke kun er Marias og Josefs barn, men også er Guds søn. Det samme gentager sig ved brylluppet i Kana. Og de følgende søndage, hvor Jesus viser, at han har magt over sygdom og over naturen.

Troen

I år er det 10 år siden, at journalist Charlotte Rørth udgav sin bog ‘Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvillig troende’. Ifølge hende har ca. hver anden oplevet ting, som er uforklarlige. Selv har hun rejst Danmark tyndt med sit foredrag om sit møde med Jesus. Alle steder for fulde huse. Jeg husker selv, hvor gribende det var at høre hende fortælle om sin oplevelse.

Vi hører her om, hvordan de tre disciple oplever noget forunderligt oppe på bjerget, formodentlig på Hermons bjerg oppe i det nordlige Israel. Lige som for Rørth fik dette møde med den herliggjorte store konsekvenser for de tre disciples videre liv.

Peter fortæller i sit 2. brev:

‘For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.’ Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.’ (2. Pet. 1,16-18)

Det har helt sikkert gjorte et kæmpe indryk på Peter at se Jesus blive forvandlet oppe på bjerget. Dette møde blev livsforvandlende for Peter og de to andre disciple.

Jeg tror, det er vigtigt for os at holde fast i de gange i vores liv, hvor Gud har løftet en flig af sløret for, hvem har er. Vi kan også ligesom Peter opleve at være med Jesus oppe på bjerget. Vi kommer muligvis ikke til at se Moses og Elias eller høre Guds stemme fra en lysende sky. Men mindre kan også gøre det.

Det kan være en situation, hvor du lytter til en prædiken og på en særlig måde mærker, at denne prædiken taler ind i dit liv lige nu. Måske er det et afgørende øjeblik i din efterfølgelse af Jesus, hvor du besluttede at tage et vigtigt skridt. Eller det kan være en bestemt lejr, du var på, som fik afgørende betydning for dig.

Sådanne stjernestunder skal vi huske på. Mind dig selv om sådanne øjeblikke og deres afgørende betydning en gang imellem. Og del gerne oplevelsen med andre. Det kan nemlig blive til stor hjælp for dine medkristne. Sådanne øjeblikke kan og skal vi ikke forsøge at dyrke eller frembringe. Det skaber nemt et præstationssyndrom i en menighed. Men vi må gerne have nogle hellige bjerge. Lad sådanne bjerge være hellige for dig og bestig dem fra tid til anden.

Det er åbenbart for alle, at Jesus var et menneske som os. Han levede under vore forhold, vore fristelser og med vore kampe. Som menneske var han solidarisk med os i alt og kunne derfor træde i vores sted over for Gud. Men her går mange galt af Jesus. De ser ham kun som det, han åbenbart er: et menneske. De hylder ham som en stor religionsstifter, en idealist, en kærlighedens mester.

Men er dette alt, vi har at sige om Jesus, er vi virkelig dårligt stillede. Jesus må også blive den åbenbarede for os. Det er ikke nok, at vi ser ham som det, han åbenbart er, nemlig et menneske. Gud må også åbenbare for os, at han er Guds elskede søn. Derfor skal vi ikke nøjes med at se ham som det åbenbare, men som den åbenbarede, som vi skylder at lytte til.

Og når Gud engang rejser os op og rører ved os og siger: ‘Rejs jer, og frygt ikke!’, skal vi kun se Jesus. Og den dag skal også vores forgængelige legemer forvandles, og vi skal få samme herliggjorte legeme som ham.

Udfordringen

Hvilke bjergtoppeoplevelser har du haft, og har du delt dem med nogle, du kender?